Gæsteprincip og Graveskader

Torsdag den 2. september 2021 underviste Kim og Karen fra Ledningsadvokaterne i gæsteprincip og graveskader.

Du kan læse undervisningsmaterialet, og få den seneste viden om gældende regler, praksis og domsafsigelser inden for området.

Undervisningsmateriale

Domsafsigelse

Østre Landsret har den 15.9.2021 stadfæstet retten i Svendborgs dom afsagt den 19.12.2017. Det er en af de domme, som blev omtalt på kurset, afholdt af Ledningsadvokaterne den 2.9.2021:

Østre Landsrets dom indeholder flere elementer af betydning for bedømmelsen af det ansvar, der er forbundet med at udføre et skærearbejde gennem asfaltbelægning i vejareal.

Dommen fastslår;

at et skærearbejde skal anses for at gravearbejde i ledningsejerlovens forstand,

at manglende lokalisering af et eksisterende kabeltracé er ansvarspådragende. Østre Landsrets culpavurdering er helt i tråd med gældende, omfattende og langvarig retspraksis, som det kan undre, at skadevolderen forsøgte at udfordre,

at det var påregneligt for skadevolder, at et fiberkabel kunne være placeret umiddelbart under eller tæt på asfaltbelægningen. Det skaderamte tracé lå omkring 20 centimeter under asfaltbelægningen, og

at der er en formodning for, at de beskadigede kabler oprindeligt blev lagt i en sædvanlig dybde dvs. ca. 0,4 – 0,5 meter.

Dommen er væsentlig, fordi den cementerer, at domstolene – uanset hvad en udmeldt skønsmand måtte erklære og forklare – foretager en selvstændig culpavurdering på baggrund af sagens faktuelle forhold og med respekt af tidligere retspraksis, hvor der er lagt en streng linje mht. kravene til graveaktørers agtpågivenhed, når der arbejdes i nærheden af eksisterende ledninger.

Skønsmandens vurdering af, at man ved asfaltskæring i Københavns Kommune kan forvente, at telekabler ligger i en dybde på ca. 0,5 meter, blev ikke tillagt nogen betydning overfor det forhold, at den udførende entreprenør ikke inden skærearbejdet havde lokaliseret tracéet. Landsretten så også bort fra skønsmandens forklaring om, at tracéets oprindelige dybdeplacering ikke var blevet ændret som følge af terrænreguleringer.

For landsretten frafaldt skadevolderen sine indsigelser omkring ledningsejerens tab i anledning af skaden, hvilket indebar, at ledningsejeren fik sit fulde tab erstattet inkl. overarbejde, projektledelse/tilsyn samt omkostninger til ændret dokumentation i forbindelse med skaden

Du kan læse dommen her

Siden er senest redigeret 23. september 2021